Fakta om parfumeallergi

Hvad er parfumeallergi?

Parfumeallergi er hudallergi som skyldes parfume. Parfume er ikke kun duft på flaske, men tilsættes i alle mulige produkter for eksempel deodorant, shampoo, hårvoks, aftershave og creme.

For nogle af jer vil en rigtig lækker parfume kunne give store, røde udslæt, hævelser eller sår. Andre vil kunne bruge parfume resten af livet uden så meget som at få en lille, rød knop af det.

Problemet er, at vi ikke på forhånd ved, hvem af dig og dine venner, der ender med parfumeallergi, og hvem der ikke gør. Det ved man først, når det er for sent. Og når man først har parfumeallergi, så har man det resten af livet.

Parfumeallergi er for livet

Det kan være svært at forestille sig, hvor besværligt det faktisk er at have parfumeallergi.

Du kan for eksempel ikke bruge den deodorant, shampoo, hårvoks eller creme, du har lyst til. Du kan måske ikke vaske hænder på cafeen, fordi der er parfume i sæben. Hvis du er rigtig uheldig, skal du måske altid undgå nærkontakt med parfume, herunder andre personer som bruger parfume. F.eks. en dejlig pige, familie, venner eller dine kolleger på arbejdspladsen. Parfumeallergi kan også give udfordringer i forhold til at få drømmejobbet, f.eks. som frisør, mekaniker eller andre erhverv, hvor man ofte er udsat for parfumestoffer.

Naturlig er ikke lig med parfumefri

En parfume består oftest af mellem 10-300 forskellige parfumestoffer, så det kan være svært ikke at løbe ind i et allergifremkaldende stof. Et parfumestof virker på samme måde på din hud, uanset om det kommer fra naturen, eller om det er kemisk fremstillet. Parfumestoffer fra f.eks. kokos, citron og granatæble kan derfor også give allergi, selvom duftene er fremstillet naturligt. Naturligt er derfor ikke lig med parfumefri.

Mange får allergi af deodoranten

Deodoranten er det produkt med parfume, der oftest er årsag til parfumeallergi. Deodoranten sidder nemlig på din hud i mange timer, og de fleste bruger den hver dag – nogle endda flere gange om dagen. Mange har også flere forskellige. En parfumefri deodorant er ligeså effektiv mod svedlugt som en med parfume. Faktisk er det helt andre stoffer i deodoranten end parfumestofferne, der sørger for at du ikke lugter.

De produkter, der udover deodoranten ofte er årsag til parfumeallergi, er parfumerede cremer, ren parfume, shampoo og flydende sæbe.

Hvad kan du selv gøre

Heldigvis kan du let gøre meget for at mindske din risiko for at få parfumeallergi – uden at skulle udskifte alle dine yndlingsprodukter.

Vil du undgå at få parfumeallergi er det en god ide at bruge så få produkter med parfume som muligt. Det er hverdagens parfumeregnskab, der tæller. Specielt de produkter, der sidder på din krop i lang tid, kan med fordel være parfumefri. F.eks. deodorant, ansigtscreme eller bodylotion. Hvis du har en parfume du er vild med og ikke vil undvære, kan du sprøjte den på tøjet i stedet for på huden. Jo mindre parfume din hud kommer i kontakt med, jo mindre er din risiko for at få parfumeallergi.

Plejeprodukter med parfume skal være mærket med "Perfume", "Parfum", "Aroma" eller "Fragrance". Så tjek etiketten, hvis du vil undgå produkter med parfume i.

Hvad gør du, hvis du har fået eksem eller udslæt?

Får du symptomer på allergi – altså kløe, rød eller hævet hud, skal du stoppe med at bruge det produktet, der har været på din hud. Du skal også tale med din læge eller en hudlæge for at finde ud af, om det er allergi, og hvad du så måske er allergisk overfor.

Parfumeeksemet vil først vise sig der hvor du har været i kontakt med det parfumestof du ikke kan tåle. Tit vil det være i armhulerne efter du har brugt din deodorant. Det kan også være i ansigtet hvis du har brugt en creme med parfume i. Senere kan det brede sig til andre steder på din krop. Eksemet vil forsvinde igen når du stopper med at bruge det produkt du ikke kan tåle, men lige præcis det parfumestof, du ikke kan tåle, vil også fremover og resten af livet give dig en allergisk reaktion, hvis du begynder at bruge andre produkter med samme stof i.

Din allergi kan blive værre, hvis du bliver ved med at bruge produkter med den parfume, du ikke kan tåle. Det kan f.eks. betyde, at din eksem ikke går væk, selv om du holder op med at bruge de produkter, du er allergisk overfor.

Få mere information om parfumeallergi, se nedenstående links

Film: Hvilke produkter giver parfumeallergi?

Artikel: Allergi parfume symptomer?

Kvalitativ undersøgelse

Kvantitativ undersøgelse